Forsvarsmekanismerne er de foranstaltninger mod angst og ulyst, som vi i tanke eller handling udfører. Ofte optræder de ubevidst for det handlende menneske. Forsvarsmekanismerne er rettet mod indbildte farer – og deres formål er at reducere angsten i stedet for at bekæmpe angstens anledning. Forsvarsmekanismerne er derfor nogle gange hensigtsmæssige – andre gange hæmmende og uhensigtsmæssige. De mest almindelige forsvarsmekanismer er følgende:
- Fornægtelse: Man lukker af for den ydre verdens trusler og realiteter, f.eks. under kriser, sorg eller sygdom.
- Projektion: Indre følelser, der ikke umiddelbart kan administreres, flyttes ud på omverdenen.
- Rationalisering: Følelse af skam og skyld fjernes fra bevidstheden ved en tilsyneladende fornuftig forklaring, men som reelt kun på overfladen dækker problemstillingen.
- Annulering: Det gjorte gøres ugjort gennem symbolske handlinger, såsom renselse, ‘skrifte’ eller aflad.
- Fortrængning: Angsten mestres ved at holde problematiske forestillinger borte fra bevidstheden. De er fortrængt til det ubevidste.
- Isolation: Følelsen isoleres fra forestillingen, så problematiske tanker kan tænkes uden at udløse de tilhørende affekter.
- Benægtelse: Truende forestillinger (eks. forestillingen om bebrejdelse/straf) holdes borte fra Jeg’et via sproglige negationer (benægtelser).
- Identificering: At identificere sig med, dvs. tilpasse sig til, andre eller en gruppe. Overtagelse og internalisering af vaner, mode/stil (beklædning), tanker, ideologier, idéer, m.m. -Tendens til at sluge manipulation råt for usødet. Introjektion: At optage (positive) egenskaber fra en person/objekt og ofte i den forbindelse projicere egne negative egenskaber tilbage på objektet.
- Identificering med angriberen: Kan være resultatet af en ydre konflikt. Man identificerer sig med den, man frygter at blive angrebet af (medløber).
- Splitting: Sort/hvid måde at anskue verden på. Enten/eller-syn på sagen. Primitiv idealisering: Med afsæt i splitting fokuserer man på en ideel figur, som man har urealistisk høje forventninger til (idolisering)
- Idyllisering: Urealistisk overbetoning af de positive træk. De negative træk projiceres over på ‘fjenden’.
- Omvending: Et aktivt driftsmål erstattes med et passivt, som er mindre angstprovokerende. Eksempelvis kan sadisme vendes til masochisme og omvendt.
- Projektiv identifikation: Afsenderen projicerer sit konfliktmateriale over i en anden person eller gruppe, således at modtageren ikke kan undgå at bearbejde det. Denne funktion ‘afgifter’ konflikten for den ramte og modtageren får en ‘containerfunktion’, hvis PI er progressiv. Hvis den derimod er regressiv får modtageren oplysningerne givet på en sådan måde, at løsningsforslagene på forhånd er givet. Modtagerens tilbagemelding vil snarere repræsentere den usagte holdning hos den konfliktramte end modtagerens egen bearbejdning. Det kan give en forstærkning af den afmagt, som afsenderen i forvejen sidder med inde bag sin mur. Således kan det afsendte erstatte virkeligheden i en slags parallelunivers.
- Reaktionsdannelse: Udviser holdninger, som er i diametral modsætning til de stærke følelser, man har i sig. Man føler f.eks., at man er venlig, når man er vred. Man tilfredsstiller sin reelle følelser gennem akivt at udleve deres modsætninger.
- had → overvenlighed.
- kærlighed → hårdhed/kulde.
- Omnipotens/devaluering
- Forstørret, grandiost, almægtigt selvbillede – idealisering
- rettet mod selvet.
- Devaluering: Nedvurdering af andre bliver brugt til at stille sig selv i et bedre lys.
- Sublimering: Primitive og socialt uacceptable drifter anvendes i en højere sags tjeneste. Eksempelvis kan seksualdriften anvendes i kunstnerisk udfoldelse. Den aggressive drift anvendes eksempelvis indenfor sport.
- Flugt: Søger at undgå kontakt med et angstprovokerende behov. Alt, lige fra dagdrømmeri, lykketilbud, TV, film, eventyr og ugeblade til spiritus og narkotika, kan tages i anvendelse. Man kan også flygte ind i et delvist påtaget kærlighedsforhold, fordi angsten for at være alene er for truende. En udadvendt flugt kan være hele tiden at søge bekræftigelse i, at man er en del af et fællesskab.
Primary objectification betyder, at man sætter alting ind i en forståelsesramme, som er fysisk og til at tage og føle på. Eksempelvis at man stopper alting i små kasser af reduktionistisk afgrænsede naturvidenskabelige definitioner. Man evner ikke at forestille sig en anden virkelighed end den virkelighed, som passer med ens egen verdensforståelse.
Der, i krydsningsfeltet mellem PO og PI, vil man typisk se, at tegnet på regression er, at man i stedet for at åbne sig op og være åben overfor det mystiske, alene stiller sig selv og ‘livet’ lukkede spørgsmål, som på forhånd er defineret af ens egen forestilling om svarene. Hvor fantasifuld denne end måtte være, så er den begrænset af virkelighedsforståelsen, såvel som de i problemformuleringen givne løsningsforslag. Forsvaret imod angsten for det ukendte viser sig i en søgen efter svar i det kendte. Men denne lukkede verden gør også, at man ikke levner sig selv åben overfor mulige evolutionære/kulturelle- såvel som personlige kvantespring, fordi man udelukker det spirituelle og magiske univers af potentielt uforklarlige årsager.
- Til sidst vil jeg lige udover emnet rette opmærksomheden imod en ualmindeligt spændende artikel.
- Ligeledes og måske mere emnenært kan anbefales Martti Siiralas bog ‘From Transfer to Transference‘.
Alle mennesker havner i afmagt på et tidspunkt. En afmagt som kan blive altfortærende, med mindre man holder fast i noget, som ligger ud over dén konkrete verden, som fylder én med afmagt. Nærværet og blikket må vendes mod ‘muligheden’ altså håbet i mørket. For hvis man slukker håb, så kan man ligeså godt begrave en masse mennesker med det samme. Og der sker noget i det håb. Det er mere end alene alle de fysiologiske (bort)forklaringer. Mennesket må huske på ydmygheden i forhold til sin egen selvguddommeliggørelse, for hvis mennesket tror, det ved alt, så er der intet tilbage andet end et lukket rum, og det er ikke sjovt at stå og råbe i et lukket rum på lang afstand.
Getting lonely, getting old Can you feel me?
Hey you, standing in the aisles
With itchy feet and fading smiles
Can you feel me?
Hey you, don’t help them to bury the light
Don’t give in without a fight.
Hey you, with your ear against the wall
- [click of tv being turned on]
Mere info om Pink Floyd – ‘The Wall’ kan findes her.
For info om gruppedynamik læs mine indlæg om:
Hótigris 
Leave a comment