Er Konkurrencestatens natursyn lig med et fattigere Danmark?


GYT_7767reS

Billede: Et lille stykke af det gamle Danmark ‘hinsidan’. Her findes også massive problemer med monokulturelt skovbrug med mere, men man har dog trods alt bevaret en større del af landets skove. 

Jakob Frederik Anthonisen har i nedenstående svar til Martin Ågerup (Cepos) begået en begavet analyse af konkurrencestatens betydning for måden, hvorpå vi forvalter vores naturressourcer:

For et par uger siden sendte Danmarks Radios P1 et program, om ægteparret Mira og Esben der havde et mindre skovlandbrug. Et landbrug hvor de er dybt bevidste om måden, hvorpå de opdyrker landet – det skal så at sige være foreneligt med naturen i sin helhed. Naturen er her ikke reduceret til en fabrik, som i det traditionelle landbrug, men de er også her forvaltere af naturen.

Umiddelbart skulle man tro at den slags logik, og forståelse måtte være en selvfølge – eller nærmere et krav til de folk der forvalter og råder over store arealer i Kongeriget Danmark. Omvendt ved vi godt, at dette ikke er tilfældet. Men kan årsagen til, at vi ikke tænker i helheder, sammenkobles med konkurrencestatens natursyn?

Når Helle Thorning, Bjarne Corydon, Lars Løkke og deres forgængere har formået at sælge os ideen om et land – uden folk på landet, uden arbejdspladser på landet – eller havet, ja så skyldes det nok at vi har glemt hvad der er derude? Eller hvad der kunne være der? Eller måske endnu mere præcist: At Djøf-folket, repræsenteret af produktivitetskommissioner og miljøøkonomiske råd, har kigget utrolig ensidigt på en række nøgletal, som de troede fortalte dem en hel masse om fremgang.

Ihvertfald har vi effektiviseret arbejdspladserne væk – og måske også livet derude. Både dem på havet og dem på landet. Et landbrug med én enkelt afgrøde så langt øjet rækker, har så at sige ikke behov for muskelkraft – det kan klares af næsten pilotløse mejetærskere der i et kontinuerligt tempo høster årets udbytte, på få dage. Dette giver dog et ringe udbytte af arbejdspladser for både mennesker og dyr. Bier og andre nyttedyrs arbejde, er der så at sige heller ikke efterspørgsel på i et land, hvor at grise og korn er vores primære landbrugsvare.

Deres skæbne er ikke alene arbejdsløshed (som deres menneskelige naboer) – nej de forgår og forsvinder sammen med en række andre arter – hvorfor biologer taler om den sjette masseudryddelse. Men nok om dette sidespor…

I “Konkurrencestaten” er det landbrugsvarer, der kan afsættes udenfor landets grænser, der har den højeste betydning. Dette kan nemlig måles på vores eksport og dette gør os rigere. Så derfor subsidierer vi vores svinelandbrug for flere 100 milliarder kroner igennem forskellige støtteordninger, samtidig med at vi fælder et regnskovsareal på størrelse med sjælland.

Det gør vi for at brødføde de mere end 25 millioner svin, vi hvert år producerer. Disse svin installerer vi så efterfølgende steder, hvor sollys og grønt græs må betragtes som en julegave, der aldrig kommer.

Konkurrencestatens svineproduktion har dog den ulempe, at vi er nødtil at medicinere vores “bursvin” i ikke ubetydelige mængder – hvorfor vi skaber nye interessante sygdomme. Her er svineinfluenzaen af seneste mode – og virkelig interessant eftersom at politikerne mere eller mindre mener at den kan “vaskes væk” med bedre hyggeiejne, mens fagkunskaben vel nok nærmere kræver et fundamentalt opgør med det konventionelle landbrug (læs konkurrencestats-
landbrug). I DJØF’er sprog er der vel så at sige tale om asymetrisk information i dette tilfælde.

Ude på havet har vi ligeledes valgt at lade konkurrencestatens love gælde – vi har valgt at sætte fiskekvoterne fri, så en fisker i Skagen med få medarbejdere nu kan fange den mængde af fisk – hvad det tidligere tog op i mod flere hundrede fiskere – og ligeledes skabte arbejde til endnu flere i lokalsamfundene langs landets kyster. Den effektive metode, som skagensfiskeren bruger, kaldes bundtrawl. Her trækkes et net på størrelse med en fodboldbane skrabende langs havbunden, så vegetationen destrueres, og fiskenes levevilkår lige med.

For at fjerne enhver lokal tilknytning og stolthed til naturens spisekammer, så dikterer “Konkurrencestatens disciple”, at landbrugsvarer ikke skal sælges lokalt – men derimod i store mega-centre ude i ingenmandsland, i krydsilden mellem land og by. På den måde har vi ikke bare fået affolket landet, men vi har også tabt en masse liv – og viden om hvordan man håndterer fisk, fremstiller pølser og en række andre ting som vel gør blandt andet vores køkken fattigere.

Der synes så at sige at være en dyb kontrast mellem det natursyn som skovhave-ægteparret Mira og Esben præsenterede på P1 – og det natursyn som regeringen og oppositionen forherliger i deres politikker.

Mens skovhave-landbruget appellerer mere til min indre lyst til at forlade byen – ja, så er Konkurrencestatens opstillede præmisser vel med til at trække den lyst i en anden retning.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: