Kulturrelativisme – et halvgammelt skældsord…


Jeg bliver ofte beskyldt for at være kommunist, muslim, kulturrelativist og politisk korrekt…

Hvis der er noget, som er politisk korrekt på bloggen og internetfora generelt, så er det da netop at svine muslimer og socialister så meget som overhovedet muligt og helst kalde begge grupper for nazister og kommunister på samme tid.

Nu er jeg hverken kommunist, nazist, politisk korrekt eller muslim og altså heller ikke kulturrelativist… Men lad os da lige kigge på, hvad kulturrelativisme egentlig er for en størrelse…

Mange bruger hjemmestrikkede definitioner på begrebet, såsom:

»kulturrelativister: Det er personer som dagligt kommer med kritik af den siddende regering (når den er borgerlig), det er personer som selv synes de har den rigtige mening og at vi selvfølgelig har plads til multikultur, forskellighed, tolerance o.a. uden at kigge kritisk på den aktuelle udviklingen af de større og større forskelle og kløfter der bygges og graves i vesten mellem minoriteter og det fastboende folk.«

eller:

»Kulturrelatisme eller opfattelse dækker over stort set alle lige fra neo-konservative til anarkister, men idag i den daglige debat bruges den tit og ofte om intelektuelle, kunstnere og andre kultur personer som ukritiskt og uasagligt bringer læserbreve, blogs, debatter og interviews om den siddende regering, men allermest på den mangelende tolerance deres hang til globalisering og retorikken i selve debatten uden sagligt at tage stilling til de aktuelle begivenheder.«

Jeg betragter disse definitioner på ordet kulturrelativisme som en fallacy. Der er mange, som er kritiske over for den siddende regering, positive overfor globalisering og som ikke er kulturrelativister af den grund.

Imidlertid findes der andre definitioner end folks hjemmestrikkede af slagsen… Denne er fra Den Store Danske:

kulturrelativisme, »kulturopfattelse, der betragter enhver kultur med dens særlige skikke, normer og værdier som en integreret helhed, og som derfor hævder, at en kulturs enkeltfænomener kun kan tolkes og vurderes ud fra den pågældende kulturs egne forudsætninger og ikke på grundlag af den kulturelle baggrund, som den udenforstående iagttager har. Som en af de første satte den amerikanske antropolog M.J. Herskovits (1895-1963) i 1950’erne indholdet og følgerne af en kulturrelativistisk opfattelse til diskussion. Til følgerne hører bl.a., at alle kulturmønstre anses for ligeværdige, og at der ikke kan opstilles fælles værdier for alle kulturer. Dette sidste punkt blev brugt til en kritik af menneskerettighedsdoktrinen for netop at indeholde et sæt værdier, der tillagdes universel gyldighed, men som af mange blev anset som vestligt inspirerede.

Den kulturrelativistiske synsmåde fandt især grobund inden for antropologien og blev det metodiske udgangspunkt for studiet af fremmede kulturer. Kulturrelativismen vandt dog også mere almen udbredelse, ikke mindst fordi den var et opgør med fremherskende etnocentriske holdninger, hvor ens egen kultur opfattedes som bedre og rigtigere end andres.

Kritikken af kulturrelativismen har især drejet sig om dens implicitte accept af alle slags sociale og kulturelle fænomener, uanset om disse fænomener er til skade for nogle medlemmer af den kultur, hvori de forekommer. Desuden kan en kulturrelativistisk synsmåde bruges til at afvise udefra kommende initiativer med henvisning til, at de bygger på manglende indsigt og derfor blot er udtryk for kulturimperialistisk indblanding. En anden væsentlig kritik angår kulturrelativismens forudsætning, at medlemmerne af en kultur stort set alle deler dens værdigrundlag. Ikke mindst denne synsmåde samt kulturrelativismens vanskelighed ved at forholde sig til den kendsgerning, at kulturer ikke er statiske, men ændrer sig over tid, udgør svagheden i det grundlag, kulturrelativismen bygger på.«-Citat slut.

Hvis jeg skal starte med mig selv, så anser jeg f.eks. ikke kulturmønstre som ligeværdige (jf. Den Store Danske). Desuden mener jeg sagtens, at der kan opstilles fælles værdier for forskellige kulturer. Dette bringer mig meget langt væk fra at være kulturrelativist.

Til gengæld ser jeg ofte de, som beskylder andre for at være kulturrelativister blive meget korte for hovedet, når de hyklerisk beskriver, at man skam ikke må tro, at man er mere end nogen andre… Disse mennesker stiller sig op som dommere over, at man endelig skal være lige ifølge janteloven og at ingen må skille sig ud. Er disse selvbestaltede dommere i virkeligheden kulturrelativister med speciale i janteloven?

I bloguniverset betragter jeg det som et kvalitetsstempel at:

  • -Man kan argumentere for sit synspunkt
  • -Man kan dokumentere sine påstande
  • -Man forsøger at forholde sig nogenlunde objektivt til sandhed og løgn
  • -Man kan omgås hinanden
  • -Man kan leve med, at andre har en anden opfattelse
Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: