Om Fremtiden


(C)2007 Jens N. Roved, all rights reserved

© Jens N. Roved (billedet).

Det kuriøse ved Darwin – her i tiden for hans 200 års fødselsdag – er vel, at han mig bekendt aldrig har taget stilling til, om der eksisterer en universel ikke-menneskeskabt gud. Samme må vel siges om Einstein. Og det er disse to, som profileres vidt og bredt hver eneste gang en stærkt troende ateist skal ud og vise flaget. Jow jow – man har virkeligt forfinet den hæderkronede gamle offerdans ‘at træde rundt i spinaten’. I den værdikamp som skal forestille at være imellem tro vs. ikke-tro er Darwin således et umådeligt ringe kort at spille. Om Agnosticisme kan man sige mange ting; men at det skulle være en gren af ateisme eller en gren af teisme er godt nok en påstand, som vidner om en ufattelig åndsfraværende idioti.

Læs iøvrigt dette glimrende indlæg: http://blog-dyn.tv2.dk/confucius/

Selvironi er en evne, som er guld værd at besidde. Desværre er der rigtig mange mennesker, som ikke kan gennemskue selvironi endsige ironi. Disse mennesker har ofte et sort-hvidt syn på tilværelsen.

Men nu skal det handle om kap. XV, Fra Helvedes Blækhus.

Introduktion: En underdæmon i Helvede har til opgave at føre en mand (som omtales “patienten”) bort fra Gud og ind i fortabelse for på den måde selv at avancere i status. Til hjælp får han en kyndig vejledning i form af breve fra hans onkel “Fangegarn”, som er en ledende dæmon i Helvede. Brevene handler om forskellige metoder til at få patientens fokus væk fra Gud, og hvilke ‘farer’, han skal vogte sig for. Som fælles træk for alle disse metoder, gælder det, at dæmonerne ikke kan skabe noget selv, men kun kan misbruge de gaver og hændelser, der kommer fra Gud. Bogen er efter min mening simpelthen genial, fordi alt er vendt på hovedet. Således er “Fjenden” Gud, og alt, hvad der, i menneskers øjne ser rigtigt og godt ud, er dårlige ting. Djævelen omtales således som ‘Vor Fader dernede’. 😉
Kap. XV.

Kære Malurt!

Jeg havde naturligvis bemærket, at menneskene havde en rolig periode i deres europæiske krig (Anden Verdenskrig, red .) – som de i deres naivitet kalder »Krigen« ! – og jeg er ikke overrasket over, at der er en tilsvarende  rolig periode i patientens ængstelse. Skal vi opmuntre dette, eller skal vi bibeholde hans ængstelse? Både forpint frygt og dum selvtillid er ønskværdige sindstilstande. Det valg, vi må træffe mellem dem, fremkalder vigtige problemer.

Menneskene lever i tiden, men vor FJENDE har bestemt, at de skal leve i evigheden. Derfor tror jeg nok, at han hovedsagelig vil have, at de skal give agt på to ting, evigheden selv og det punkt af tiden, som de kalder nuet. For nuet er det punkt, hvor tiden berører evigheden. Nuet, og kun nuet, oplever menneskene på samme måde, som vor FJENDE oplever virkeligheden som helhed; kun i det skænkes dem frihed og virkelighed. Han vil derfor have, at de altid er optaget enten af evigheden (hvilket betyder at være optaget af ham) eller af nuet – enten grunder over deres evige forening med eller adskillelse fra ham eller også adlyder samvittighedens stemme i nuet, bærer nuets kors, tager imod den nåde, som skænkes dem i nuet, siger tak for den glæde, de har i nuet.

Vor sag er det at få ham bort fra evigheden og fra nuet. Med dette mål i sigte frister vi somme tider et menneske (for eksempel en enke eller en lærd mand) til at leve i fortiden. Men dette er kun af begrænset betydning, for de har en vis virkelig kunskab om fortiden, og den har en ganske bestemt natur og ligner for så vidt evigheden. Det er meget bedre at få dem til at leve i fremtiden. En biologisk nødvendighed gør, at alle deres lidenskaber allerede peger i den retning, så tanken om fremtiden tænder håb og frygt. Og så er der også den ting ved det, at fremtiden er ukendt for dem, så at vi ved at få dem til at tænke på den får dem til at tænke på noget uvirkeligt. Kort sagt, fremtiden er det, der allermindst ligner evigheden. Det er den mest udpræget timelige del af tiden – for fortiden er frossen og flyder ikke længere, og nuet er helt gennemlyst af evighedens stråler. Det er derfor, vi har søgt at fremme alle disse tankesystemer som f.eks. den skabende udvikling, den videnskabelige humanisme eller kommunismen, som retter menneskers følelser mod fremtiden, der er det inderste i timeligheden. Heraf følger, at næsten alle synder har deres rod i fremtiden. Taknemmelighed skuer tilbage til fortiden, og kærlighed ser til nutiden; Frygt, begærlighed, begær og ærgerrighed skuer fremad. Tro ikke, at begær er en undtagelse.Når øjeblikkets nydelse indtræder, tilhører synden (som alene interesserer os) allerede fortiden. Nydelsen er netop den del af processen, som vi beklager, og som vi ville afskaffe, hvis vi kunne det uden at gå glip af synden; Nydelsen er den del, FJENDEN bidrager med, og som derfor opleves i et nu. Synden, som er vort bidrag, skuede fremad.

Ganske vist vil FJENDEN også have mennesker til at tænke på fremtiden – akkurat så meget, som det er nødvendigt for nu at planlægge de retfærdige og menneskekærlige handlinger, som sandsynligvis vil være deres pligt i morgen. Pligten til at planlægge morgendagens arbejde er den pligt, der påhviler mennesket i dag; skønt den arbejder med materieale der er lånt fra fremtiden, tilhører den pligt, som alle pligter, nuet. Dette her er ikke hårkløveri. FJENDEN vil ikke have, at mennesker skal give fremtiden deres hjerte, vil ikke have, at de skal samle sig skatte der. Men det vil vi. Hans ideal er et menneske, som, når han har arbejdet hele dagen for sine efterkommeres skyld (hvis det er hans kald), slår det hele ud af tankerne, lægger resultatet i Guds hånd og så straks er så tålmodig og taknemmelig, som det øjeblik, han netop gennemlever, kræver af ham. Men vi ønsker et menneske, som fremtiden rider som en mare – jaget af syner af en himmel eller et helvede på jord, der er umiddelbart forestående – rede til at bryde FJENDENS bud i nuet, hvis vi kan få ham til at tro, at han derved kan komme i denne himmel eller undslippe dette helvede – et menneske, hvis tro er afhængig af, om de planer lykkes eller mislykkes, hvis slutresultater han ikke vil opleve. Vi ønsker en hel race, der stadig søger at nå en fjern, fjern regnbue, som aldrig er ærlig eller venlig eller lykkelig nu, men som altid bare bruger enhver gave, der skænkes dem i nuet, som brænde på fremtidens alter.

Deraf følger i almindelighed – og alt andet lige – at det er bedre for din patient, at han fyldes med ængstelse eller håb (det er omtrent lige meget hvilken af delene) i anledning af denne krig, end han lever i nuet. Men udtrykket »at leve i nuet« er tvetydigt. Det kan beskrive en proces, som virkelig har lige så meget med fremtiden at gøre som ængstelsen selv. Det kan være, at din mand ingen bekymringer gør sig for fremtiden, ikke fordi han er optaget af nuet, men fordi han har bildt sig selv ind, at fremtiden vil blive behagelig. Så længe hans ro i virkeligheden er sådan beskaffen, vil den ikke gøre os nogen gavn, fordi han bare oplever den ene skuffelse efter den anden, og han derfor bliver mere utålmodig, når hans falske forhåbninger bliver knust. Hvis han på den anden side er klar over, at det er noget rædselsfuldt, der venter ham, og han beder om de dyder, der kan sætte ham i stand til at møde det, og han imidlertid beskæftiger sig med nuet, fordi dér og kun dér bor al pligt, al nåde, al kundskab og al glæde – ja, så er hans tilstand i allerhøjeste grad i uoverensstemmelse med vore ønsker, og vi må straks gå til angreb. På dette punkt har vort filosofiske våben – anvendelsen af de rette ord og talemåder – igen gjort god fyldest; prøv med ordet »selvtilfredshed«. Men naturligvis er det højst sandsynligt, at han ikke »lever i nuet« af nogen af disse grunde, men simpelthen, fordi han har et godt helbred og er glad for sit arbejde. I så fald er fænomenet helt naturligt. Alligevel ville jeg få det til at høre op, hvis jeg var dig. Der er ikke noget naturligt fænomen, der virkelig er til gunst for os. Og for resten – hvorfor skulle dog den skabning være lykkelig?

Din hengivne Onkel

Fangegarn

Advertisements

1 Comment

  1. hótigris siger:

    Og lige en ting til. Jeg pådutter ikke folk religion eller religiøs tro. Jeg sidestiller stærk ateisme med religiøse dogmer. Ikke fordi jeg anser stærke ateister for at være religiøse; men fordi troen på en hypotese i ren psykologisk forstand er nærmest fuldstændig ækvivalent.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: