Op på hesten… del 6.


…. Men den lille djævel havde gjort regning uden kuglen. Da han landede faldt den igen ud af hans lomme. Og denne gang var drengen hurtigst! Han kastede sig frem og greb den mellem hænderne. Og nu skete det hele meget hurtigt!! Kuglen-som-et-øjeblik-forinden-havde-været-kølig-og-kulsort-som-ibenholt-begyndte-at-forvandle-sig-den-nærmest-voksede-strålede-og-inde-i-kuglen-begyndte-et-landskab-at-forme-sig…! Hvad var dog det her?
Den lille djævel kunne ikke fjerne sit blik fra kuglens indre landskab. Det var så uendeligt smukt. Selv ikke lyden af tunge trin og følelsen af at noget frygtindgydende var ved at ske kunne få ham til at fjerne blikket. Pludselig stod hans far i rummet…. “Hvor vover du!! At røre min krystalkugle!!!“, han nærmest spyttede halvt hvæsede ordene ud mellem sine store hjørnetænder, så de frembragte en ildevarslende hvislen…… – drengen Gabriel krøb sammen i rædsel – “!Og DU!” nu kiggede han på sønnen… “DU!” -savlet stod i kaskader omkring hans hjørnetænder… “Ikke nok med at du ikke straks bringer mig det, som du har fundet og som du meget vel ved tilhører mig… DU LADER ET MENNESKEBARN KIGGE PÅ DET OG BESUDLE DET MED SIN AFSKYELIGE BERØRING!!!!” Han flåede kuglen fra Gabriel og rev en dyb flænge i hans kind. “Det kan lære dig!” sagde han med en ildevarslende hvislen. Nu vendte han sig om, greb den lille djævel ved hornet og slæbte ham med sig ud… Det sidste drengen så til dem var, da han fik et glimt af den lille djævel der blev slæbt afsted op gennem tunnellen. Han kunne se den lille djævel nærmest forme ordene “pas nu på dig selv” med munden, og det var en stor trøst.
Nu gjaldt det imidlertid om at finde ud af, hvad det var, han havde set i kuglen. Det sidste han nåede at se, var en tunnel, som førte tilbage fra landskabet og henimod – ja, hvad? Var der en forbindelse hertil et sted? Han måtte tænke – han havde brug for tid til at tænke – men han vidste, at tiden var knap, for den store djævel ville utvivlsomt vende tilbage, når han fandt ud af, at det ikke var den rigtige kugle han havde taget; men blot en af de runde sorte sten, som Gabriel yndede at lege med derhjemme – åh derhjemme! hvor han dog savnede det! Men den slags tanker var der ikke tid til nu! Gabriel tog forsigtigt den sorte kugle frem fra sine gemmer – han havde ladet den falde, da han fornemmede lyden af tunge skridt og en uhyggelig kulde igennem kroppen – nu holdt han den igen i hånden, kiggede igen på den og så hvordan den blev større, hvordan ilden og varmen bredte sig. Og nu… NU! Han hørte ordene – nærmest som kom de inde fra hans eget hoved – “Gabriel… Gabriel…

Fortsættes…

Historien som den ser ud samlet

Den lille djævel vågnede med et sæt og kiggede sig forvirret omkring. Han fleksede prøvende sine små læderagtige vinger og fandt ingenting brækket. Han rørte forsigtigt ved sine små spidse horn, der havde taget af for faldet, og ømmede sig med et lille gisp.

Først da kom han i tanke om at se sig omkring. Han befandt sig i et rum et sted dybt inde i sin fars palads. Billeder af skrigende børn fyldte hele den ene væg, og det fik ham straks til at tænke på de to menneskebørn, han havde set tidligere på natten – dem der var grunden til, at han nu var låst inde her.

Den lille djævel havde været i problemer før. Masser af gange. Han havde nemlig et ret anderledes og mærkeligt syn på verden. Det mente hans far og hans mange brødre i hvert fald, og det havde de ikke undladt at fortælle ham utallige gange, når han havde opført sig ordentligt eller gjort, som der blev sagt eller på andre måder opført sig som familiens hvide får.

‘En djævel skal ikke opføre sig ordentligt’, tordnede hans far igen og igen og stampede rundt på sine store sorte klove og baskede med de frygtelige vinger, der nåede fra gulvet og helt op til de højeste lofter i det store, sorte palads. Hans far kunne blive helt hvid i hovedet, når han råbte og skreg ad sin yngste søn, der altid følte sig meget lille, når det skete.

Og hver gang lovede den lille djævel højt og uhelligt sin frygtelige far, at han nok skulle forværre sig og holde op med at gøre, som der blev sagt. Og han mente det skam også hver gang, for selv om han var meget mærkelig og havde nogle underlige meninger, så var truslen om at blive sendt op til englene alligevel temmelig skræmmende for en lille djævel.

Men når der var gået noget tid, røg han alligevel altid tilbage til sine gode manerer. Det kunne for eksempel være, når han så noget pænt og tog det med hjem i sin hule i stedet for at ødelægge det. Eller når han gav sig til at tale med grimme menneskebørn i stedet for at skræmme livet af dem eller lokke dem ud i noget rent.

Lidt ligesom det var sket tidligere på natten, tænkte han og rørte igen ved sine ømme horn. Han måtte se at komme ud herfra og finde ud af, hvad der var sket med to børn. Og bedst som han tænkte den tanke, hørte han en syngende lyd bag sig. Han vendte sig med et sæt og så en skinnende, smuk glaskugle komme trillende hen mod sig. Med et lille smil bukkede han sig ned for at samle den glødende smukke kugle op.

Han lagde sine hænder om kuglen og løftede den op. Han vendte og drejede den smukke sag. Et væld af små vulkaner var i vildt udbrud i kuglens indre. Han rystede den, og den skiftede udseende. Nu kunne han se rasende floder og eksploderende gejsere. Han så måbende til. Han kunne ikke dy sig for at ryste igen, og nu fremtonede en ørkens hæsblæsende sandstorm.

”Hvad er du?” hviskede han forsigtigt.

”Jeg er en ønske kugle”, svarende kuglen. Den lille djævel fik et sandt chok, han tabte kuglen af ren benovelse. Kuglen rullede væk fra ham, men blot for at slå et sving og vende tilbage til hans små behårede poter. Kuglen drejede et par omgange, for derefter at ligge ganske stille. Helt sort og ganske stille.

Havde han nu slået den itu? Han viftede med de små vinger og lettede ganske lidt fra de sodede sten på gulvet. Han hang og vuggede forsigtigt frem og tilbage, for så at slå en bue og hænge med hovedet nedad.

Hans snude var helt nær den sorte kugle, da pludselig et voldsomt uvejr, med hærgende lyn og torden, bredte sig i kuglen. Han slog en kolbøtte og landede lige på halen.

”Pyh…
” han tog sig til sit fortumlede hoved. Mødet med den mystiske ønske kugle, havde nær fået ham til at glemme den redelighed han var endt i.

”Så kan du sidde der, til du kommer på onde tanker!
” havde hans far brølet, med svovlholdigt spyt flyvende til alle sider. Ekkoet fra hans fars trampende klove genlød stadig i de uendelige, mørke gange.

Men brat blev han hevet ud af tankerne, og lige lukt tilbage i helvede, da en svag banke lyd, lød fra den tykke væg med de skrigende børn. Han nærmede sig med varsomme skridt, lagde øret til væggen og gengældte, med allerstørste forsigtighed, bankelyden.

Den lille djævel ventede spændt på at høre bankelyden igen, mens han forsigtigt lod ønskekuglen glide ind i en skjult lomme i sin vest. Den kunne sikkert komme ham til gode i denne besværlige situation, men lige nu var bankelydene mere spændende.

“Hallo?”
lød en svag stemme gennem muren. “Er der nogen?”

I den store djævels palads lærte man at passe på og være mistænksom, og den lille djævel var ingen undtagelse. Med sine mange mærkelige tanker og ideer havde han gang på gang lært værdien af ikke at stole for meget på andre, og derfor tøvede han lidt, før han svarede den svage stemme.

“Ja, jeg er lige her”, svarede han omsider med munden helt tæt ind til væggen. “Hvem er du?”

“Gabriel
“, hviskede stemmen gennem muren med de skrigende børn. “Ved du, hvordan man åbner den skjulte dør?”

Den lille djævel rynkede sine horn og kiggede på væggen. Han havde ikke været her i dette rum ret tit, for han brød sig ikke om maleriet på væggen, men han havde i hvert fald aldrig hært om en skjult dør. Det fortalte han til Gabriel, der kun vidste, at man skulle trykke på et eller andet på væggen.

Den lille djævel trykkede planløst på forskellige dele af væggen, men selv om den gamle stenmur faktisk gav sig lidt flere steder, sprang ingen skjulte døre op. Men så kom han i tanke om ønskekuglen og fandt den igen frem.

“Jeg ønsker at få åbnet den skjulte dør!”
sagde han til kuglen, der straks eksploderede i en storm af farver, før den svarede: “Vælg det som ingen djævel vil vælge,” lød det fra kuglen.

Nu kiggede den lille djævel mere grundigt på væggen med de skrigende børn. “Det som ingen djævel vil vælge”, blev ved med at runge i hans hoved, mens han kiggede på de stakkels børn, der blev pint og plaget og som helt sikkert morede alle hans brødre, hans far og de andre djævle i paladset.

Og pludselig så han det. Helt nede ved jorden, næsten skjult bag et stort bål med en gryde kogende vand fyldt med børn, sad en fin lille hvid kanin og spiste en gulerod. Djævle hadede hvide kaniner – altså lige bortset fra vores lille djævel, der faktisk synes, de var både søde og bløde.

Med et smil trykkede han på kaninens ene øre – og med en knagende lyd gled et stykke af væggen til side.

Der sad han, drengen Gabriel, med store bange øjne. Trods det, var det tydeligt, at han var en dreng med imponerende mængder sværdsvingende mod.

“Er det dig?”, spurgte den lille djævel, og nærmede sig drengen med forebehold. Hans far havde alle dage fastholdt, at menneskebørn skulle man vogte sig for, da en grum fremtid ellers ville vente dem alle. Hvis det slidsomme arbejde for at indgyde børnene, den kolde angst for mørket og frygten for de lurende skygger i krogene, en dag skulle slå fejl, ville der ske ting, som selv den onde ikke kunne få over sine læber.

Men den lille djævel, havde altid følt sig draget af de sære menneskebørn. Han havde dristigt spurgt sin far, hvad der dog kunne ske ved, at gøre sig venner med blot et par stykker af slagsen. Hans far havde havde hvisket indædt; “Vores undergang vil finde os, vi lever for had og skræk!”

Så da han havde set sin far kyle to drenge i et bur, var det med splittet hjerte og bævrende hånd, han havde stukket den store rustne nøgle i den tunge lås. Drengenes taknemmelige blik, havde lokket et forsigtigt smil frem på hans læber.

I det samme havde ham mærket en skoldhed, men på samme tid isende kold ånde i sin nakke. Hans fars velkendte onde hånd på hans skulder, var noget af det sidste han kunne finde i sin hukommelse, inden han fortumlet var vågnet under de skrigende børn.

“Dig igen… Du prøvede at redde os. Ved du hvor de holder min bror, Rafael?”
Gabriels stemme bragte den lille djævel tilbage.

Den lille djævel anede ikke, hverken de levende eller dødes råd. Han ønskede at hjælpe Gabriel, men hans fars foragt, rev og sled i hans hjerte.

“Jeg ved ikke… Jeg tror ikke”, den lille djævel ville være forsvundet i et hvilket som helst, lille sort hummer, hvis han havde haft muligheden. Mod havde aldrig faldet ham let.

“Jeg skal finde Rafael. Vi må redde vores storebror. Han gav din far sin sjæl, i bytte for vores lillesøster liv.” Gabriels blik, kunne end ikke en djævel modstå…

Den lille djævel manede sig op i sin fulde højde (hvilket ikke var særlig imponerede i forhold til gennemsnitsdjævelen) og kiggede på den bedende Gabriel. Ikke fordi den lille djævel havde nogen som helst erfaring med redningsaktioner og slet ikke redningsaktioner af små menneskebørn,men de bedende øjne i den lille drengs ansigt, fik ham til ihvertfald at gøre forsøget. “hvordan kender du til denne her skjulte passage?” spurgte den lille djævleunge Gabriel
“Det er en hemmelighed”, sagde Gabriel og kiggede trodsigt på den lille djævel. hvis han havde forventet at den lille djævil ville protestere, trode han forkert. den lille djævel var så vant til at blive kuet at han tog et nej for et nej uden at stille spørgsmål.
Sammen sad det umage par en rum tid og prøvede at få deres hjerner til at komme på en plan. den lille djævel kiggede i smug på drengen og kunne ikke forstå, hvorfor hans far mente, at han kunne være farlig at lære at kende… han var jo hverken stor eller særlig muskuløs, og han kunne ikke engang flyve.
Den lille djævel kom til at fnise, da han prøvede at forestille sig Gabriel med vinger, men et blik på Gabriel fik ham til igen at koncentrere sig om deres fælles problemer. Den lille djævel sad og legede med ønskekuglen i hans lomme, da den pludselig trillede ud og hen midt imellem dem. den begyndte at skifte farve i hurtige glimt og både Gabriel og djævlen blev helt hypnotiseret af den. Gabriel rakte ud efter den, men den lille djævel snuppede den og fløj op under loftet.
“Den er min, du skal ikke pille hved den”, sagde han ned mod Gabriel.
“Hvad er det, jeg vil også se”, sagde drengen.
Djævlen rystede på hovedet og lagde forsigtigt kuglen på plads i lommen inden han landede et stykke fra Gabriel.

På trods af at drengen ikke så farlig ud, mente den lille djævel at det var bedst at holde denne hemlighed for sig selv, ihvertfald indtil videre…

Men den lille djævel havde gjort regning uden kuglen. Da han landede faldt den igen ud af hans lomme. Og denne gang var drengen hurtigst! Han kastede sig frem og greb den mellem hænderne. Og nu skete det hele meget hurtigt!! Kuglen-som-et-øjeblik-forinden-havde-været-kølig-og-kulsort-som-ibenholt-begyndte-at-forvandle-sig-den-nærmest-voksede-strålede-og-inde-i-kuglen-begyndte-et-landskab-at-forme-sig…! Hvad var dog det her?
Den lille djævel kunne ikke fjerne sit blik fra kuglens indre landskab. Det var så uendeligt smukt. Selv ikke lyden af tunge trin og følelsen af at noget frygtindgydende var ved at ske kunne få ham til at fjerne blikket. Pludselig stod hans far i rummet…. “Hvor vover du!! At røre min krystalkugle!!!“, han nærmest spyttede halvt hvæsede ordene ud mellem sine store hjørnetænder, så de frembragte en ildevarslende hvislen…… – drengen Gabriel krøb sammen i rædsel – “!Og DU!” nu kiggede han på sønnen… “DU!” -savlet stod i kaskader omkring hans hjørnetænder… “Ikke nok med at du ikke straks bringer mig det, som du har fundet og som du meget vel ved tilhører mig… DU LADER ET MENNESKEBARN KIGGE PÅ DET OG BESUDLE DET MED SIN AFSKYELIGE BERØRING!!!!” Han flåede kuglen fra Gabriel og rev en dyb flænge i hans kind. “Det kan lære dig!” sagde han med en ildevarslende hvislen. Nu vendte han sig om, greb den lille djævel ved hornet og slæbte ham med sig ud… Det sidste drengen så til dem var, da han fik et glimt af den lille djævel der blev slæbt afsted op gennem tunnellen. Han kunne se den lille djævel nærmest forme ordene “pas nu på dig selv” med munden, og det var en stor trøst.
Nu gjaldt det imidlertid om at finde ud af, hvad det var, han havde set i kuglen. Det sidste han nåede at se, var en tunnel, som førte tilbage fra landskabet og henimod – ja, hvad? Var der en forbindelse hertil et sted? Han måtte tænke – han havde brug for tid til at tænke – men han vidste, at tiden var knap, for den store djævel ville utvivlsomt vende tilbage, når han fandt ud af, at det ikke var den rigtige kugle han havde taget; men blot en af de runde sorte sten, som Gabriel yndede at lege med derhjemme – åh derhjemme! hvor han dog savnede det! Men den slags tanker var der ikke tid til nu! Gabriel tog forsigtigt den sorte kugle frem fra sine gemmer – han havde ladet den falde, da han fornemmede lyden af tunge skridt og en uhyggelig kulde igennem kroppen – nu holdt han den igen i hånden, kiggede igen på den og så hvordan den blev større, hvordan ilden og varmen bredte sig. Og nu… NU! Han hørte ordene – nærmest som kom de inde fra hans eget hoved – “Gabriel… Gabriel…

http://blog.tv2.dk/tusnelda25/entry244787.html
http://blog.tv2.dk/dragekrigeren/entry257595.html

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: