Hey You


Abstract: Vi befinder os i et låst hotelværelse. I værelset sidder Pink, en engelsk rockstjerne, som er på turné i USA – for mange optrædener, for mange shows, for meget narko, for meget hyldest – udbrændt. På TV’et kører en af de krigsfilm, som kun er alt for velkendte i Pinks univers af smertefulde minder. Idet vi således bevæger os ind i Pinks univers, følger vi simultant hans opbygning af en mur rundt omkring hans følelser, hvor hvert minde udgør en sten – en faderløs barndom, en dominerende mor, et land, hvis konge signerer hans fars dødsattest med et gummistempel, den overfladiske verden, som følger med stjernestatus, et fremmedgjort kølnet ægteskab, selv den narko, som han vender sig imod i sin søgen efter udfrielse – i muren. Idet hans mur nærmer sig fuldendelse, hver sten yderligere afskærende ham fra omverdenen, bevæger Pink sig i en spiral ned imod og ind i et tomrum af sindsyge, hvor den sidste sten cementeres på plads i Muren. Men i samme sekund Muren står færdig begynder Pink at indse de regressive effekter af total mental isolation, idet han hjælpeløst bliver vidne til, at hans fragmenterede psyke smelter sammen og bliver til indbegrebet af den diktatoriske demagog, som bl.a. var ansvarlig for krigen, som sårede hele verden, dræbte hans far, og derigennem lagde grunden for hans egen selvudslettende tilværelse. Blot én af mange ‘cykler’ i værket. The Wall kulminerer i en selviscenesat indre mental rettergang så storslået som de allerstørste teatershows og ender i endnu et cyklisk budskab i nummeret Outside The Wall: “Isn’t this where…” cd’en starter med “…we came in”, som i sig selv antyder, at ‘The Wall’ ikke er begrænset til kun at handle om Pink. Fortællingen er universel i sin skildring af, hvad der potentielt kan ske med alle, der mister en pårørende, hvad enten man ligesom Waters har mistet sin far i krig, eller på anden måde har manglet en omsorgsperson i en stor del af sit liv. Uanset hvilken æra vi lever i, vil vi altid komme ind i en persons livshistorie, som er påvirket af tabet af en anden i generation efter generation siden civilizationens oprindelse. Når én fortælling slutter, begynder den næste, således også musikken.

Her følger en gennemgang af Hey You, videoen kan ses her:

Pink er færdig med sin mur. Men samtidig med at han afslutter sin mur og synker helt ned i psykosens isolation, går det op for ham, at han må forsøge at finde en vej ud. I et øjebliks klarsyn eller måske en af de perioder, hvor psykosen har sluppet sit tag for en stund, prøver han således at finde tilbage til tidligere historiske stadier af sig selv gennem en slags regressiv selvterapi… For at Pink kan starte en progressiv process må han først regrediere og forstå de mennesker, de begivenheder, og vigtigst af alt – de beslutninger, som har ført til hans nuværende isolation bag muren.

“Hey you, out there in the cold
Getting lonely, getting old
Can you feel me?
Hey you, standing in the aisles
With itchy feet and fading smiles
Can you feel me?”

De første vers refererer til drengen, som er ved at blive gammel alt alt for tidligt. At han er på vej ind i den depressive verden af “Itchy feet and fading smiles.” Spørger om han mon ikke har opdaget, hvad der er ved at ske? Om han ikke kan mærke sit fremtidige jeg? Om han ikke kan mærke, at han allerede er startet på at bygge den mur, som skal føre ham ind i den psykotiske isolation?

“Hey you, don’t help them to bury the light
Don’t give in without a fight.”

Han beder så mindeligt de historiske billeder af sig selv om ikke at opgive håbet og begrave lyset. For som han senere synger i The Trial: “There must have been a door there in the wall
When I came in.”

“Hey you, out there on your own
Sitting naked by the phone
Would you touch me?
Hey you, with your ear against the wall
Waiting for someone to call out
Would you touch me?
Hey you, would you help me to carry the stone?
Open your heart, I’m coming home.”

Pink vender sig imod sit voksne jeg i sin søgen efter hjælp. Den Pink som sidder ved telefonen eller ligger i fosterstilling på sengen – efter at have ringet til sin bedrageriske kone – med alle sine følelser blottet. Selv nu, hvor hans mur er færdig, vender han sig imod sig selv og kalder på den Pink, som sidder med øret mod muren og venter på, at nogen skal svare. Men i sine forsøg på at række ud regredierer Pink tilbage til sin psykotiske tilstand ved i al den psykotiskes egoistiske omnipotens at projicere sig selv ud på hele verden omkring ham. Hans råb om hjælp, i form af at hans tidligere jeg’er skal kunne mærke ham og føle ham, sprænger tidsfornemmelsen (De må jo vide, at han er der). Hans jeg-grænser og hans objekt-subjekt-grænser er i opløsning. Han har intet indre rum, hvor følelserne kan bearbejdes. Nu er han totalt overgivet sine følelsers univers og hvad værre er: Hans følelser og tanker kan i Pinks univers påvirke og påvirkes af andre. Grænserne imellem den ydre og den indre verden er gået i opløsning. Men tankerne om at føle og røre andre er også interessante, idet de symboliserer det, som Pink aldrig har været istand til i sit liv. Han byggede sin mur på baggrund af den depressives frygt for at føle for – og dermed skade de – som han føler noget for (faderens død), samt sin paranoid/skizoide angst for selv at blive følelsesmæssigt engageret og dermed gøre sig sårbar overfor verdens ondskab. Han skifter konstant imellem at opfatte sig selv som en jesusfigur, som bliver forfulgt og en djævel, som ødelægger alt omkring sig.

Alligevel beder han sine tidligere jeg’er om hjælp med at bære stenen (Sisyphos forbandelse). Igen en reference til at Pink for et øjeblik ikke er hensunket i psykosen, men aktivt søger efter det sted, hvor han kom ind. Han er på vej til det hjem, som han ultimativt har ødelagt. Hans bøn om at åbne sit hjerte, at han kommer hjem, bliver ikke hørt. Det sted, hvor han startede sin vej imod psykosen, forbliver et gådefuldt sted for Pink.

Her eksploderer sangen i en fantastisk guitarsolo. Ligesom den reflekterer over Pinks søgen efter sine tidligere stadier, spejler rytmeguitaren hans forsøg på at genopdage sine rødder ved i bogstaveligste forstand at genoptage det musikalske tema fra starten af albummet, In the Flesh? m.fl.

“But it was only fantasy.
The wall was too high,
As you can see.
No matter how he tried,
He could not break free.
And the worms ate into his brain.”

For Pink, såvel som lytteren, bliver det en brat opvågnen, da psykosen igen har genvundet fuld kontrol. ‘Fortælleren’ vender tilbage kun for at fortælle, “at det bare var en fantasi, muren var for høj, han kunne ikke slippe fri. Og ormene åd sig ind i hans hjerne.” Muren lever op til sit foremål og lukker virkeligheden ude, samtidig med at den fastholder Pink i den forvrængede psykotiske indre virkelighedsopfattelse. Muren / psykosen forhindrer simpelthen Pink i at se den virkelighed, som alle andre er en del af. ‘Ormene’ er en typisk psykotisk vrangforestilling / hallucination. Som Waters selv siger i sit 1979-interview, er ormene et symbolsk billede på opløsning og forfald. Her spejler musikken igen de metaforiske begivenheder i historien, idet introduktionen af ‘ormene’ i verset følges af en ildevarslende insisterende summen og svirren, som presset ned over det hjemsøgende guitar riff, giver et iørefaldende og uhyggeligt billede på nethinden af, hvordan en horde af metaforiske orme og maddiker æder sig ind i Pinks forfaldende selv.

“Hey you, standing in the road
Always doing what you’re told,
Can you help me?
Hey you, out there beyond the wall,
Breaking bottles in the hall,
Can you help me?
Hey you, don’t tell me there’s no hope at all
Together we stand, divided we fall.”

Men selv her i det yderste forfald vender Pink sig i sin søgen imod den ydre verden. Hvad han ikke indser er, at det er den psykotiske forvrængede indre virkelighed, han henvender sig til. Sin egen forstyrrede nihilistiske opfattelse af andre mennesker. Han misser fuldstændigt den centrale kerne, som ligger i de sidste to linjer i sangen – nemlig – opfordringen til ikke at glemme håbet om ‘recovery’. I Waters univers er der altid et håb: “together we stand, divided we fall.” Løsningen er, at muren falder, når vi står sammen (together we stand). – Men i Pinks univers bliver den sidste linje til: “divided we stand, together we fall.” Hvordan skulle Pink ellers kunne retfærdiggøre opførelsen af sin mur? Selv om “we fall” gengives som et ekko gennem tomrummet bag Pinks mur, går det ikke op for ham i hans nuværende sindstilstand, at her ligger nøglen til at komme ud af psykosen igen. For hvis han river muren ned, falder hele verden jo med muren – og altså også Pink. Pinks mur vil altså blive stående indtil han indser og erfarer vigtigheden af de ord, som han lige har sagt. “Together we stand, divided we fall.”

Som en norsk psykiater (Haugsgjerd) skriver, så er psykosen illustreret ved den svigtende evne til at udholde psykisk smerte i kontakten med andre mennesker. At gå ind i en psykose kan altså være en slags mental forsvarsreaktion overfor en iboende skrøbelighed. Man spalter sanseapparatet for smerte fra, fordi man ikke har noget rum at opbevare den i. Kun gennem at genopbygge den trygge relation til andre mennesker kan Pink træde ud af psykosen. Det sker ved at bryde ud af isolationen og søge hjælp i den virkelige verden. I The Final Cut, efterfølgeren til The Wall, ser vi også Pink på et psykiatrisk afsnit, ligesom vi allerede i slutningen af Nobody Home ser det samme kig ind i fremtiden, som Pink i ‘Hey You’ ønsker sine tidligere versioner i stand til.

Mere om psykologi:
http://blog.tv2.dk/snowtiger/entry205656.html
http://blog.tv2.dk/snowtiger/entry173239.html?ss

Mere fra The Wall:
http://blog.tv2.dk/snowtiger/entry211712.html
http://thewallanalysis.com/

-Tak til min mor og Bret Urick for samtaler og inspiration, samt for introduktionen til forelæsningsrækken i psykologi fra DSPP: Forelæsningsrækken.

Alt ovenstående står fuldstændigt for min egen regning. Det er min egen analyse og mine egne fortolkninger, som ligger til grund, selv om jeg har hentet inspiration fra de tre hovedskoler indenfor udviklingspsykologien.

Advertisements

1 Comment

  1. Kermit siger:

    Hej Snowtiger….

    Jeg håber du har det godt….
    Jeg tror allerde at jeg har været inde på din blog for at kommentere den og fortalt dig hvor kanon spændende og inspirerende jeg synes den er….;)

    Defor vil spørge dig om du ikke kan hjælpe mig med nogle info….jeg skal skrive et bachelor project i løbet af min sommerferie hvor jeg har tænkt mig at skrive om filmen “fight club” med brad pitt og edward norton. (Hvis du ikk allerede har set den så kan jeg varmt anbefale den). Temaerne er bl.a samfundspsykologi, masseforbrug, filosofi, identitet, den enkeltes plads i dette vestlige forbruger samfund osv. ( kultfiguren Tyler Durden)
    På et tidspunkt siger hovedpersonen i filmen ” We have no great depressions, no wars to fight, our war is a spiritual war”. Jeg overvejer at tage det som udganspunkt i i BA’ en . For det store spørgsmål er jo ” hvordan, og hvilke forudsætninger der ligger til grund for at takle disse for at takle disse temaer?
    Og det jeg hovedsagligt har fisker efter er nogle teoretikker inden for psykologi /filosofi/ samfundsvidenskab der omtaler såsom identitet ( og gerne inden for rammerne af filmen hvis du ved at der foreligger materiale inden for det). Jeg føler nemlig ikk at der ligger så meget på nettet der er brugbart inden for det….

    Jeg vil blive meget glad hvis du kunne sende det til Selma10001984@hotmail. com en af dagene…
    På forhånd tak.
    Mange venlige hilsener Kermit.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: