Den nye trosbekendelse og fadervor…..
Jeg har med stor snedighed og under endnu større fare (denne gang fik jeg svedet hårene af halen) fået fat i et udkast til dragen Kirjapans midsommertale ved et hasteindkaldt dragetopmøde i anledning af en hvis heks’ misbrug af drageild og syrligheder.
Nu skal man jo passe alvorligt på med at stjæle fra drager. Det lærte jeg af min mor som barn (hun læste Hobitten højt for mig). Derfor har jeg med vilje gemt den, indtil han fløj afsted til endnu et dragetopmøde (I vidste nok ikke at alt fyrværkeriet er drageild; men det er det!), troede jeg, for han var stadig i sin hule ved søen i bjergene, da jeg ankom, og det var kun med nød og næppe, at jeg slap med livet i behold. .
Men her får i altså et uddrag af talen:
Vi tror på Anders, den Almægtige,
himlens og jordens skaber.
Vi tror på Karen Jespersen, hans uhellige jomfru, vor Herskerinde,
som er undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Pia,
pint under Nyrup, korsfæstet, død og begravet,
nedfaret til dødsriget,
på tredje dag opstanden fra de døde,
opfaret til Venstre,
siddende ved Anders vor Faders, den Almægtiges, højre fod,
hvorfra hun skal komme at dømme levende, socialt udsatte, psykisk syge, krøblinge og døde.
Vi tror på Helligånden, de hellige, almindelige præstefætre,
de helliges Parti, syndernes renselsesprocess,
kødets opstandelse og det evige hjernevaskede liv.
Kære Anders og Berthel
I som bestrider himmelen
Æret være jeres navn, thi jeres rige er kommet
Jeres vilje er sket på jorden, måtte den nu også blot ske i himmelen
Giv os idag vort daglige fix blod
og giv alle andre skylden (f.eks. Gud, den Allah-hippie)
Som også vi giver alle andre skylden
Led os gerne til fristelser
men gør alle andre ondt
Thi nu er riget jeres og magten og æren til den dag I møder jeres Gud
Amen
Gud bevare Danmark! Nogen skal jo gøre det.
Kirjapans Nytårstale
De 16 socialrådgivere
Er situationens alvor ved at gå op for velfærdsministeren, når hun snart fremkommer med et lovforslag om – ja, om hvad?! Om mere kontrol, mere bureaukrati, mere papirnuseri. Hvordan f….. kan Karen Jespersen tro, at det tynder ud i bunkerne af familie-, unge-, børne-skæbner og tikkende tragedier, hvis bare man øger kontrollen og bureaukratiet? Hvad hjælper det, når det enten er flere ressourcer eller en omprioritering, der er behov for. For nogle år siden drøftede man, om det var en ide at få nogle socialrådgivere og sagsbehandlere ud på gaden i mobile teams for at lave opsøgende arbejde. Det har vi ikke hørt så meget til. Til gengæld hører og læser man gentagne gange, at væresteder for børn og unge enten skæres væk eller spares væk. Rolle-modeller, væresteder, mentorer, beboerrådgivere, fædre- mødregrupper, natteravne, og hvad vi ellers har. Dem er der bestemt ikke plads til i regeringens socialpolitik – Tværtimod! Måske var det ellers her, at forebyggende socialt arbejde eksempelvis kunne tage op til flere kvantespring. Hvorfor støtter man ikke den slags mere aktivt?
Tvangsfjernelse diskuteres til gengæld flittigt, og nu kan man næsten ikke hurtigt nok få børn og unge tvangsfjernet. Der er tilsyneladende ingen grænser for den gode »retoriske« vilje. Men anbringelsesreformen handler »stik imod de gyldne løfter« om at nedbringe tvangsanbringelse »selvfølgelig af økonomiske hensyn« og i stedet opfordre til at der bruges netværk, naboer, osv. – naturligvis gratis. Således skøjter man fra sag til sag i en evig jagt efter, hvad der lige p.t. er fremme i pressen. Pyt med at det går imod den lovgivning, man lige har lavet. Pyt med at nogle vitale områder skiftevis nedprioriteres afhængigt af verserende sager i Ekstrabladet eller JP-jylland. Pyt med at man udsteder en masse »behandlingsgarantier«, som reelt ikke kan holdes, når der ikke følger de ressourcer med, som de koster. Folk er jo alligevel for dumme til at se det, med mindre det er oppe og vende i pressen. Ligeledes er det jo på det langsigtede plan god liberal stil at nedsætte kommissioner, som man alligevel ikke lytter til i sidste ende. Man taler med kløftet tunge om det »gode arbejde«, de har udført, velvidende at de reelt ikke er de mange millioner værd, som man har kastet i nakken på dem; men de er jo en god buffer, så længe man bare kan henvise al kritik til, når de er færdige. Måske derfor det tager så lang tid med de kommissioner?! I stedet for at gøre noget ved problemerne lader man igen og igen de svageste betale gildet.
Problemet er al den stund at faglighed, redelighed, dygtighed og ærlighed koster! Men det mener velfærdsministeren og regeringen åbenbart, at vi kan bureaukratisere os ud af. På vanlig VK-manér synes hun at messe de hjernevaskede budskaber ud som en anden zombie… “det skal nok gå altsammen”. “Her er jo intet at komme efter”. “De skal bare ud og arbejde, så bliver de glade og lykkelige”. Her er sandelig ikke fejet noget ind under gulvtæppet. Til gengæld er der så rent, skinnende og hvidt på overfladen, at de naive ikke kan se virkeligheden for ren distanceblænder.
Hvorfor skal halvdelen af tiden bruges på administration og papirnusseri og kun ca. 10 procent på ‘klienten’, fordi velfærdsministeriet, beskæftigelsesministeriet, undervisningsministeriet, kulturministeriet, sundhedsministeriet kræver dokumentation for dokumentationens skyld? Hvilken anden virksomhed ville acceptere et så stort tab af effektivitet til papirnusseri, som netop den nuværende regering?! Mage til omgang bureaukrati, berufsverbot, centralstyring og straffekultur skal man lede længe i de betonstalinistiske rækker for at finde mage til… Måske Københavns Kommune rent faktisk kan stjæle andenpladsen; men der er lang vej op til regeringens sikre førsteplads. Der sidder Fogh i majestætisk eksalteret fornøjelse og svinger pisken over sit harem af grædekoner og mørkemænd, som med vanligt sortsyn straks går i gang med deres hellige inkvisitoriske arbejde med at opstøve historiske såvel som nulevende kættere. Dette arbejde er jo vigtigere end at se til, at mennesker trives og har det godt.
I forhold til børn og unge vil der uanset systemet altid være nogle, som tabes på gulvet. Men vi skal være glade for paradigmeskiftet indenfor børneopdragelse. Jeg er ihvertfald glad for, at det ikke længere er tilladt at tæske sine børn. Det største problem er imidlertid, at de relativt få børn og unge, som er udenfor pædagogisk rækkevidde, som regel er det, fordi de har nogle store psykiske problemer i hjemmet eller i forhold til deres egen-udvikling. Det er et vanvittigt svært område, fordi grænsen imellem at skride ind med magt og så at misbruge magten er hårfin. Basalt set tørrer »det udearbejdende samfund« lorten godt og grundigt af på kommunen, pædagoger, lærere og andre, som har med børnene at gøre. Børnene bliver tabere, for de vil jo i virkeligheden helst have deres forældre. Men de har aldrig tid, fordi de har travlt med at tjene penge. Det kapitalistiske velfærdssamfund anno 2008 har spillet fallit.
Det er ikke kun i de lavere sociale lag, at volden florerer. Prøv at lægge mærke til at selv politikere råber op om strengere straffe – altså mere vold. Straf har imidlertid aldrig lært nogen, hvad næstekærlighed og ansvarsfølelse er for noget. Fogh havde engang høje planer om at ville bryde den negative sociale arv ved gennem øget social ulighed at skabe dynamik i samfundet. I stedet har han fået et voldspræget samfund, hvor velfærd er gjort op i antal fladskærme »til meningløst tv-kiggeri« pr. husstand. Jeg tror mere på den dynamik der kommer af at møde andre mennesker i virkeligheden. I stedet for at sidde og kigge TV2 News og blive instinktivt bange for at gå ud på gaden, så synes jeg, at folk skulle tage at smutte ind og gå en tur på Nørrebro og dele livsglæde med de mennesker, som bor der. Det giver bedre resultater.
Hótigris 
Leave a comment