Goodbye Blue Sky… (Den største antikrigserklæring i verdenshistorien).


Abstract: Vi befinder os i et låst hotelværelse. I værelset sidder Pink, en engelsk rockstjerne, som er på turné i USA – for mange optrædener, for mange shows, for meget narko, for meget hyldest – udbrændt. På TV’et kører en af de krigsfilm, som kun er alt for velkendte i Pinks univers af smertefulde minder. Idet vi således bevæger os ind i Pinks univers, følger vi simultant hans opbygning af en mur rundt omkring hans følelser, hvor hvert minde udgør en sten – en faderløs barndom, en dominerende mor, et land, hvis konge signerer hans fars dødsattest med et gummistempel, den overfladiske verden, som følger med stjernestatus, et fremmedgjort kølnet ægteskab, selv den narko, som han vender sig imod i sin søgen efter udfrielse – i muren. Idet hans mur nærmer sig fuldendelse, hver sten yderligere afskærende ham fra omverdenen, bevæger Pink sig i en spiral ned imod og ind i et tomrum af sindsyge, hvor den sidste sten cementeres på plads i Muren. Men i samme sekund Muren står færdig begynder Pink at indse de regressive effekter af total mental isolation, idet han hjælpeløst bliver vidne til, at hans fragmenterede psyke smelter sammen og bliver til indbegrebet af den diktatoriske demagog, som bl.a. var ansvarlig for krigen, som sårede hele verden, dræbte hans far, og derigennem lagde grunden for hans egen selvudslettende tilværelse. Blot én af mange ‘cykler’ i værket. The Wall kulminerer i en selviscenesat indre mental rettergang så storslået som de allerstørste teatershows og ender i endnu et cyklisk budskab i nummeret Outside The Wall: “Isn’t this where…” cd’en starter med “…we came in”, som i sig selv antyder, at ‘The Wall’ ikke er begrænset til kun at handle om Pink. Fortællingen er universel i sin skildring af, hvad der potentielt kan ske med alle, der mister en pårørende, hvad enten man ligesom Waters har mistet sin far i krig, eller på anden måde har manglet en omsorgsperson i en stor del af sit liv. Uanset hvilken æra vi lever i, vil vi altid komme ind i en persons livshistorie, som er påvirket af tabet af en anden i generation efter generation siden civilizationens oprindelse. Når én fortælling slutter, begynder den næste, således også musikken.

Videoklippet, som jeg har valgt ud som en slags introduktion til værket, er Goodbye Blue Sky og kan ses her.

Goodbye Blue Sky

(David Gilmour)
Did you see the frightened ones?
Did you hear the falling bombs?
Did you ever wonder why we
Had to run for shelter when the
Promise of a brave, new world
Unfurled beneath the clear blue sky?
Did you see the frightened ones?
Did you hear the falling bombs?
The flames are all long gone, but the pain lingers on.
Goodbye, blue sky
Goodbye, blue sky.
Goodbye. Goodbye.

Som med de fleste af Pink Floyds sange, er Goodbye Blue Sky både musikalsk og lyrisk vildledende i dens tilsyneladende enkelthed. Den stille poetiske musik og vokal og de på overfladen ligefremme ord kan sagtens ses som en simpel ouverture; men en sådan indskrænket tolkning ville berøve sangen dens yderst komplekse skønhed.
For mig ligger den mest spændende kompleksitet i dualiteten af ordene: “Did you ever wonder why we had to run for shelter when the promise of a brave, new world unfurled beneath the clear blue sky?” Her ligger for mig en dyster ildevarslende hentydning til det ordspil, som i Aldous Huxley’s 1931-novelle ‘Brave New World’ fortæller om et futuristisk utopia i hvilket børn fødes i ‘test tubes’, trænet op til deres fremtidige jobs allerede fra fødslen og gennet ind i en homogeniseret kapitalistisk verden, som gennemgribende har destrueret al individualitet. Jeg mener, at Waters hentyder til, at ‘The Brave New World’ allerede har vist sig med introduktionen af industrialisme i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet, da man i en kort tid var fuld af optimisme, håb og begejstring over verdens teknologiske fremskridt – med milepæle såsom eksempelvis flyvning – lidet klar over, at menneskehedens dunkle psykologiske historie ville medføre at den nye verden udviklede sig til fascisme, materialisme, mekanisme og tabet af individualitet. Skildret gennem det faktum at to verdenskrige fulgte, og at en tredje kun ‘i Waters univers’ er en ‘ny supermagt’ væk…. At Hitler var et produkt af den ‘fagre nye verden’, ligeså meget som Pink, og at han ikke kunne have hævet sig til sådan en magtposition uden den teknologiske udvikling, som dannede basis for massemedier, såvel som menneskelig fremmedgørelse og depravation. Waters lægger skylden på verdens ledere for at lade denne ‘fagre nye verden’ føre til den nytilkomne spirende uskylds svanesang, død og ødelæggelse. Et skakspil, mellem verdensledere ude af trit med den verden af død, som de påfører verdens befolkning. Hvert enkelt menneske bliver reduceret til en tilskuer i Colossæum, som ser til i stille resignation / frygt / blind lykke og almægtighed over nye teknologiske fremskridt / o.s.v….. En rolle som gør, at mennesker er villige til at se igennem fingre med en stigende fascisme og udryddelse af alle, som er anderledes. Så længe udviklingen fortsættes, betyder ofrene mindre, både i fortiden såvel som i nutiden. På den måde er sangen central for hele ‘The Wall’ og giver værket et tidløst præg. Sideløbende kan ordene nemlig også danne reference til vores fremtid og den overflod af teknologi, som hærger det verdensomspændende kapitalistiske samfund, Huxley spåede i 1931. Hvert enkelt datastyrede salg gennem globale selskaber, såsom McDonalds, Starbucks, o.lign. bringer verden et skridt nærmere til Huxley’s vision om et falsk utopia. Som resultat bliver verdens borgeres individualitet gjort uniform gennem teknologi og media. Den teknologi, som producerede atombomberne, som tog livet af millioner af japanere (og bliver ved med at sætte sine spor på deres liv den dag idag), er nemlig den samme teknologi, som tillader os at varme mad i mikrobølgeovnen og se den seneste episode af vores favoritprogram i fjernsynet.
Så når der i fortællingen spørges om, hvorfor vi blev nødt til at løbe i dækning, da løftet om den fagre nye verden udfoldede sig under den klare blå himmel, så er svaret, at den fagre nye verden har potentialet til at være ligeså ridset, sprækket og ufuldkommen, som den menneskelige historie med krige imellem forskellige folkeslag og lederes totalitære version af, hvad der er bedst for menneskeheden. Det er nemlig mennesker, som styrer den. Så hvis vi vil undgå endnu en cyklus eller gentagelse, så må vi forsøge at skabe en verden, som bygger på fred og dialog, en verden som ikke skaber nye versioner af Pink…. Der er en rød tråd imellem anti-industrialisme og misantropi, hvor Waters smart nok aldrig læner sig for meget til hverken den ene eller den anden side. Ligger fejlen i sig selv hos de teknologiske vidundere eller det enkelte menneskes naive hungren efter mere og mere magt – inspireret af de maskiner, som bragte Hitler, fascisme og (i mindre, men ikke mindre betydningsfuld, udstrækning Pink) til verden?
Måske en blanding af begge, selv om Waters nok efter min mening i virkeligheden er en optimist, som tror på, at der hvor begges fejl ligger, findes også frelsen.
Sådan en idé om blandede velsignelser væves perfekt ind i den narrative fortælling om Pink’s kvaler. Imens Pink fokuserer på at bygge sin mur, hvor han tilfører yderligere beskyttelse imod omverdenen for hver sten, er Pink nemlig ude af stand til at skelne de langtrækkende effekter af hans selviscenesatte isolation og hans eventuelle endelige destruktion fra sit selvkonstruerede indelukke.
Filmens billede på sangen er et eksempel på, hvor kraftfuld animationskunst kan være. Startscenen med baby Pink i barnevognen og hans mor siddende i haven i fredfyldt idyl er optakt til krigsanimationen i sangen. Katten, som jager fredsduen op, er en symbolsk overgang, som via angst/flugt fører til den tyske krigsørn, som vokser ud af den eksploderende due, idet scenen skifter fra den idylliske have og over til animation. Ørnen giver plads til en dominerende krigsherre, der i sin tur forvandles til en metallisk fabrik, som udspyr myriader af bombefly, som flyvende over London jager de gasmaskeformede ‘forskræmte’ (fremstillet i nøgen tilstand for måske at illustrere deres uskyld) i ly af beskyttelsesrummene. Flyene bliver til kors, ligesom Union Jack kaster sine farvede felter afslørende et krucifiks, begge henledende opmærksomheden på de meningsløse unødvendige ofre på begge sider i en krig. En veritabel lidenskabelig antikrigserklæring. Kun da fredsduen genopstår af de splintrede ruiner af fabrikken / krigsherren kan de døde soldater finde hvile i døden.
Ligesom blodet fra krucifikset, der løber ned ad højen og i afløbet, er ofringen af alle de involverede mænd forgæves. Gerald Scarfe’s animation lægger endnu en dimension til sangens stærke antikrigsbudskaber. Verden er ikke meget mere end et spil glorificeret skak mellem to fjender. En kamp mellem politiske giganter, som udgyder deres magtarrogance over de respektive befolkninger i en narcissistisk kamp for moralsk ‘ret’, overlegenhed, besiddelser og land. Det eneste håb er, at i sidste ende vil freden sænke sig, symboliseret ved fredsduens genopstandelse.

Tak til Bret Urick for inspiration, samtaler, hjælp og vejledning.

The Wall kan købes på DVD her:

Om massepsykose, kvindeundertrykkelse, objektivisering og kultur: Læs her, Large-group Psychodynamics & Massive Violence & Ebony-Ivory
Om et eksperiment med regressiv gruppedynamik: Sverige, Mordtrusler.
Om indvandrerfamilier og hvordan vi løser problemerne: Indvandrerfamilier-og-hvordan-vi-løser-problemerne.

Om Primary Obejctification og Projektiv Identifikation.
Om Ytringsfriheden set fra en anden vinkel: Afghanistans udenrigsminister, Volkan og Ytringsfriheden.

Om basale hjernefunktioner: Reptilhjernen, hukommelsen.
For sammenhængen mellem reformationen og Islam: Reformationen og Islam.
Om kurser i psykiatri og psykologi fra DSPP: Forelæsningsrækken.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: