Fra Helvedes Blækhus…


C.S. Lewis skriver i sin glimrende bog ‘Fra Helvedes Blækhus’: “Der er to lige store – men hinanden absolut modsatte – vildfarelser, vi mennesker kan hildes i, hvad djævle angår. Den ene er at lade være at tro på, at de eksisterer. Den anden er at tro på dem og at føle en overdreven og usund interesse for dem. De for deres part er lige henrykt for begge vildfarelser og hilser en materialist og et menneske fuld af overtro med samme fryd.”

“I.
Kære Malurt!

Jeg tager mig til efterretning, hvad du siger om, at du hjælper din patient med at finde den rette læsning og sørger for, at han omgås sin materialistiske ven en hel del. Men er du nu ikke en lille smule naiv? Det lyder, som om du mente, at diskussion var den rette måde at hindre ham i at komme i FJENDENS klør på. Det kunne det have været, hvis han havde levet et par århundreder tidligere. Dengang vidste mennesker endnu helt god besked med, hvornår noget var bevist, og når det ikke var det, og hvis det var bevist, troede de virkelig på det. De mente endnu, at der var en forbindelse mellem tanke og handling og var rede til at lægge deres liv om som følge af en række logiske ræsonnementer. Men ved hjælp af den kulørte presse og den slags våben har vi fremkaldt en betydelig ændring i dette forhold. Den mand, du har med at gøre, har fra dreng været vant til at have en halv snes indbyrdes uforenelige, filosofiske systemer til at snurre rundt i hovedet på sig. Han betragter ikke doktriner som først og fremmest “sande” eller “falske”, men som “akademiske” eller “praktiske“, “forældede” eller “aktuelle“, “konventionelle” eller “hensynsløse“. Tomme talemåder, ikke logisk bevisførelse, er dine bedste forbundsfæller, når det gælder om at holde han borte fra kirken. Spild ikke tiden med at prøve at få ham til at tro, at den materialistiske livsanskuelse er sand! Få ham til at tro, at den er stærk eller fuldkommen eller modig – at den har en fremtid for sig. Det er sådan noget, han lægger vægt på.
Det værste ved en saglig diskussion er, at den fører hele kampen over i FJENDENS land. Han kan også argumentere. Derimod har det gennem århundreder vist sig, at han med hensyn til virkelig praktisk propaganda af den slags, jeg taler om, er Vor Fader dernede langt underlegen. Netop ved at du kommer med argumenter, vækker du patientens dømmeevne, og når den engang er vakt, hvem kan så overskue følgerne. Selv om en særlig tankerække kan slynges sådan, at den ender til gunst for os, vil du opdage, at du hos din patient har styrket den skæbnesvangre vane at fæste opmærksomheden på almene spørgsmål og derimod ikke lægge mærke til den stadige strøm af oplevelser, han umiddelbart registrerer med sine sanser. Det, du skal sørge for, er at få ham til at fæste opmærksomheden på denne strøm. Lær ham at kalde den for *det virkelige liv* og lad ham ikke komme til at tænke over, hvad han mener med *virkelig*.
Husk, at han ikke, som du, er blot og bart et åndeligt væsen. Da du aldrig har været et menneske (Aah, hvor har FJENDEN en afskyelig fordel dér!), er du ikke klar over, hvor slavebundne de er af det, de er vant til. Jeg havde engang en patient, en rettroende ateist, som plejede at sidde og læse i Britisk Museum. En dag, da han sad der og læste, så jeg, at han var inde på en tankegang, der kunne føre ham på vildspor. FJENDEN var naturligvis øjeblikkelig hos ham. Før jeg så mig om, så jeg, at det. jeg havde arbejdet på i tyve år, begyndte at vakle. Hvis jeg havde tabt hovedet og begyndt at forsøge at forsvare mig i en diskussion, havde slaget været tabt. Men så dum var jeg ikke. Jeg rettede øjeblikkelig stødet mod den del af manden, som jeg havde mest herredømme over, og kom med en antydning om, at det var på tide, at han fik sig lidt frokost. FJENDEN kom antagelig (du er da klar over, at man aldrig helt kan komme til at høre, hvad han siger til dem?) som et modtræk med en antydning om, at dette her var vigtigere end at spise frokost. I det mindste tror jeg, at det har været hans fremgangsmåde, for da jeg sagde: “Lige netop. Faktisk alt for vigtigt at give sig selv i kast med så langt op på formiddagen,” klarede patienten stærkt op, og da jeg lige havde fået tilføjet: “Det er meget bedre at komme tilbage efter frokost og så tage fat med fornyede kræfter,” var han allerede halvvejs henne ved døren. Da han først var vel ude på gaden, var slaget vundet. Jeg viste ham en avisdreng, der råbte med middagsavisen, og en bus linje 73, der lige kom forbi, og før han nåede ned ad trapperne, havde jeg bibragt ham den urokkelige overbevisning, at ligegyldigt hvad for nogle besynderlige ideer, man kunne få i sit hoved, når man sidder indelukket med sine bøger, så var en sund dosis af *det virkelige liv* (dermed mente han bussen og avisdrengen) nok til at vise ham, at ‘alt sådan noget‘ simpelthen ikke kunne være sandt. Han vidste, at han havde været i overhængende fare, og senere hen holdt han af at tale om “denne halvt ubevidste sans for det, der virkelig går for sig, som er vort oprindelige værn mod de vildfarelser, den rene logik kan føre ud i“. Han er nu i sikkerhed i Vor Faders Hus (red. Vor Fader dernede, djævelen).
Nu begynder du vel at opdage, hvor jeg vil hen? Takket være processer, som vi har sat igang i menneskers indre for århundreder siden, finder de det næsten umuligt at tro på det uvante, når de ser det, de er vant til, lige for deres øjne. Bliv ved med at give ham indtrykket af al tings selvfølgelighed. Giv dig frem for alt ikke til at bruge videnskaben (jeg mener virkelig videnskab) som forsvar mod kristendommen. Videnskaben vil faktisk opmuntre ham til at spekulere over realiteter, som han hverken kan se eller tage og føle på. Der er forekommet sørgelige tilfælde mellem de moderne fysikere. Hvis han absolut skal lugte til videnskaben, så sørg for, at han holder sig indenfor økonomi og sociologi – lad ham ikke komme bort fra dette uvurderlige *virkelige liv*. Men det allerbedste er slet ikke at lade ham læse videnskabelig litteratur, men at indgive ham en overlegen fornemmelse af, at han kender det hele, og at alt, hvad han har kunnet opsnappe ved tilfældige samtaler og læsning, er ‘den moderne forsknings resultater‘. Husk, at du er der for at bringe ham fra sans og samling. Der er nogle af jer unge dæmoner, der snakker, så man skulle tro, det var vores opgave at undervise!

-Din hengivne Onkel Fangegarn.”

Og da lige tillykke med fødselsdagen til min mor, som har givet mig dette antikvariske eksemplar af C.S. Lewis’ fremragende dybe kommunikationskunstværk af en bog, som jeg citerer fra.

Læs mere her.

Om bogen: En underdæmon i Helvede har til opgave at føre en mand (som omtales “patienten“) bort fra Gud og ind i fortabelse for på den måde selv at avancere i status. Til hjælp får han en kyndig vejledning i form af breve fra hans onkel “Fangegarn“, som er en ledende dæmon i Helvede. Brevene handler om forskellige metoder til at få patientens fokus væk fra Gud, og hvilke ‘farer’, han skal vogte sig for. Som fælles træk for alle disse metoder, gælder det, at dæmonerne ikke kan skabe noget selv, men kun kan misbruge de gaver og hændelser, der kommer fra Gud. Bogen er efter simpelthen genial, fordi alt er vendt på hovedet. Således er “FJENDEN” Gud, og alt, hvad der, i menneskers øjne ser rigtigt og godt ud, er dårlige ting. Djævelen omtales således som ‘Vor Fader dernede‘. 😉

Reklamer

1 Comment

  1. Billeder fremkaldelse…

    As the number of choices in the US dwindle due to inconsistent or inadequate quality; I was very curious, and skeptical, if sushi (and raw fish in general) was“ that much better” in Japan. The fish is not necessarily fresher since many high- end pl…

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: